Logo

Året 2011.
Åbningsmatch på Kalundborg i april efterfulgt af match på Roskilde i maj. Weekend turen først i juli med Sigi & Finn som arrangører førte os til de tidligere danske besiddelser i Skåne nærmere betegnet til Snogeholm Slot nær Sjøbo. Indkvartering med singler i venstre sidebygning og par i modsatte sidebygning ” og så var det sat på plads” – selvom arrangørerne på forespørgsel fra slottet om hvem der skulle sove med hvem – havde måttet meddele, at det var afhængig af aftenens forløb !!!
På nær et enkelt par - som havde meddelt sen ankomst – var alle klar til at indtage en lækker 3-retters menu i absolut den øvre ende af mad skalaen og det kunne konstateres, at kokken godt kunne finde ud af at stege et andebryst.
Vi bemærkede, at der var andre gæster på slottet, idet døren til vores lokale relativt hurtigt blev lukket ”fra den anden side ”, hvilket umuligt kunne skyldes lydniveauet på vores side af døren!!!.
Aftenen sluttede i den hyggelige pejsestue med næsten rigtigt ild og et mindre antal medlemmer kunne modtage Birgit & Mogens som de sidst ankomne, idet de lige skulle have Cirkusrevyen med inden det gik mod Sverige.
Hurtigt blev det dog klart, at der måske var et nøgleproblem, idet nøglen til B&M værelse var ikke eksisterende, men heldigvis var døren ulåst. Det skulle senere vise sig, at forsvundne nøgler ville blive et essentielt emne de næste dage.
Lørdag morgen var alle tidligt oppe og klar til afgang på aftalt tid, MEN Birgit&Mogens nøgle var stadig ikke kommet til veje og på parkeringspladsen – lige før afgang – måtte Karl Erik + formanden lade meddele, at de ikke kunne finde deres bilnøgler ???. Straks blev udviklet konspirationsteorier om en ”østbande” var på spil, da vores naboer i lokalet ved siden af fra den foregående aften talte et ” østligt sprog ”. Det hele løste dog op, da Iza ved nøjere eftersyn fandt Birgit&Mogens nøgle i tasken, Karl Erik kom i tanke om at han havde gemt nøglen i en plasticpose sammen med en lille ” mellemmad ” og formanden erindrede, at han havde bilnøglen i venstre lomme ” for at huske det !! ”
I samlet flok ankom vi til Sjøbo Golfklub, holdene blev fordelt og Joe/Flemming blev installeret i golfbiler, hvilket gav dem større mulighed for at gennemfører alle 18 huller.
Banen var en rigtig skovbane, hvor man på hvert hul følte sig helt alene på banen og kunne nyde stilheden. Efter resultaterne at dømme måske heller ikke den sværeste bane.
Tilbage på slottet gjorde vi klar til endnu en forrygende aften, hvor vi erfarede, at kokken også havde godt styr på stegning af hjortekød og tryllede med lækker dessert, hvor vi stadig mindes den ” mere kraftige dessert ” på Pronhofer Krug to år tidligere. Det bør på dette sted måske nævnes, at rødvinen var god og rigelig. På weekendturen sidste år var der nogen usikkerhed om en af deltagerne var en nygift brudgom, men den kunne Sigi&Finn toppe med en meddelelse om, at de netop denne dag havde ”kobberbryllup” idet det var 12,5 år siden de havde mødtes på en dykkerferie. Dette blev naturligvis fejret.
Søndag morgen blev der koordineret GPS`ser, idet der var lidt uenighed om den helt nøjagtige placering af Romeleåsen Golfklub, men af sted gik det i en lang kortege, men pta. diverse GPS`ser endte vi alle op på en smal markvej, hvor halvdelen af bilerne holdt den ene vej og den anden halvdel den modsatte vej uden mulighed for at passere hinanden. Efter diverse bakken frem og tilbage blev den rigtige vej fundet og vi kom frem til golfbanen i næsten god tid.
Det var en helt anden type bane meget kuperet og besværlig at spille. Det var nogle trætte AR`er som kom i mål.
På terassen med truende regnvejrsskyer drivende fra Danmark indtog vi lunchen og arrangørerne kunne uddele samlet 1.st. præmie til Mogens med Tove som runner op. Og endelig kunne det afsløres, hvorfor alle den første aften – inden rødvinen ! – var blevet afkrævet et bud på 2 huller i den første match, idet der var præmier til alle efter hvor godt de havde gættet scores på de 2 huller. Til Præmiemesterens store glæde gjorde dette et stort indhug i præmieantallet i ” skrammelkassen.
Bulletiner fra DK havde hele dagen berettet om skybrud og lukning af Amager motorvejen, hvilket gav nervøse trækninger i forsamlingen, men inden opbrud nåede formanden at takke Sigi&Finn for et fornemt og veltilrettelagt arrangement og hurtige kram og farvelvelknus afsluttede en fremragende weekend.
Efteråret bød på gode matcher på Holbæk, Skovbo og to nye baner Værebro og Ledreborg.
Julematch og generalforsamling fulgte tidligere år og blev afholdt på Mølleåen, hvor det i år var muligt at spille en 9- hullers Texas match og herefter blev indtaget en glimrende julefrokost.

Klubmester 2011                   Finn Frost
Højeste gennemsnit 2011     Ole Desler
Flotteste julehat                    Else Brooker
Flotteste juleslips                 Hans Henrik Nebo